Topsil Semiconductor Materials A/S´ aktieemission på 103.890.151 stk. nye aktier til kurs DKK 0,90 pr. aktie, med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer, er blevet succesfuldt fuldtegnet. Som det sædvanligvis ses ved fortegningsretsemissioner blev et mindre antal af de udbudte aktier (0,52%) ikke tegnet, hvorfor de er blevet tegnet af tilsagnsgiverne (Realdania, Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab, Small Cap Danmark A/S og Fondsmæglerselskabet LD Invest A/S).
Bruttoprovenuet fra fortegningsretsemissionen udgør DKK 93,5 mio. Efter fradrag for omkostninger i forbindelse med aktieudbuddet giver emissionen et nettoprovenu på ca. DKK 87,0 mio. til Topsil. Provenuet skal sammen med forventede pengestrømme fra driften anvendes til at implementere en offensiv vækststrategi og udvide produktionskapaciteten.
Det samlede antal aktier i Topsil efter udvidelsen udgør 519.450.755 stk. aktier a nominelt DKK 0,25.
De nye aktier optages til officiel notering og handel på NASDAQ OMX Copenhagen fra fredag den 21. maj 2010 under moderfondskoden for de eksisterende aktier (DK0010271584).
ATRIUM Partners har været finansiel rådgiver for Topsil i forbindelse med fortegningsretsemissionen.